Om ejendommen

Ejendommen ligger attraktivt på en rolig vej tæt på Amagerbrogade, Amagerbro Metro og Amagercentret.
Derudover er der kort afstand til Amager Strandpark, Islands Brygge og Christianshavn - alt kan nås på cykel. Tager du metroen fra Amagerbro, så kan du være på Kgs. Nytorv på under 5 minutter. På cykel tager det under 15 minutter at komme til centrum af København.

På en stille sommeraften er det ikke umuligt, at du kan få glæde af Fredagsrock i Tivoli og høre rådhusklokkerne ringe.

Vi har fællesvaskeri i kælderen, hvor der også er cykelparkering samt hobbyrum, hvis du f.eks. skal reparere et møbel. Bare husk at rydde op efter dig.
Derudover er der mulighed for at nyde vores store lækre gård - som vi deler sammen med ejendommen ud til Frankrigshusene - og/eller du kan benytte det lille trekantede stykke have, der ligger ved nr. 43. Der er du f.eks. velkommen til at tænde op i grillen.

På både Ålandsgade og Frankrigsgade skal der betales for parkering, men som beboer kan du købe en beboerlicens hos Københavns Kommunes Borgerservice. Dette garanterer dog ikke, at der er plads.


Om E/F Hollændervænget
Ejendommen er opført i 1940. Lejlighederne blev bygget som lejelejligheder, men overgik senere til at være ejerlejligheder

Ejendommen har igennem de seneste år gennemgået en del renoveringer. Renoveringerne har været en del af en større vedligeholdelsesplan.

 

Herunder findes en liste med de seneste arbejder:

2001: Nyt tag og gennemgang og reparation af ydervægge.

2003: Nye faldstammer.

2006: Renovering af forhaver, hvor gamle hegn blev pillet ned og hække sat op, samt nylægning af fortove.

2006: Indlægning af nye elkabler til ejendommen.

2007/8: Udskiftning af hoveddøre og lejlighedsdøre samt renovering af opgange.

2010/11: Nye kloakker, installering af faskine samt ny gård.

2015/16: Udskiftning af stigstrenge.

2019: Nye vinduer og altandøre, nye vinduer og døre i kælderen.

 

Kvarteret
En del af ejerforeningen ligger ud til Ålandsgade. Fra sidst i 1800-tallet og indtil 1940 blev gaden kaldt Ahrensbergsgade efter smedemester H. Ahrensberg som stod bag adskillige ejendomme i Holmbladsgade-kvarteret (1998-2008 Jørgen Grandt, Århus).